--%>

Ny førsteholdstræner

Kyvsgaard.JPG
29-01-2013

NY TRÆNER SKAL STYRE HIF TIL TOPPEN

Når seniorspillerne i Hjallerup IF lørdag den 9.februar indleder opstarten på endnu en sæson i Serie 2, er det med en ny træner i spidsen for holdet. Rasmus Kyvsgaard er navnet på det nye ansigt, der har ambitioner om at styre Hjallerup-drengene mod en topplacering. Rasmus har tidligere trænet i Lyngsaa og Frederikshavn, men kommer hertil fra et par år som spiller i Birkelse, hvor han sidste år blev topscorer på deres hold i Serie 2. Tidligere i karrieren har Rasmus Kyvsgaard spillet både 2.division og Danmarksserie i Nørresundby, hvorfra han kender Jens Holt, der de seneste år har været fast mand på førsteholdet i Hjallerup.
I Hjallerup genoptager Rasmus så rollen som træner, men forener det med fortsat at være aktiv indenfor stregerne.
- Han har tidligere spillet angriber, men har en plan om at ville spille på den defensive midtbane for bedre at kunne dirigere tropperne inde fra banen, siger klubbens seniorformand, Johnny Jørgensen, der gennem vinteren har holdt flere møder med den kommende førsteholdstræner. Her har Rasmus Kyvsgaard desuden gjort det klart, at han forventer at spillerne kommer i en bedre fysisk form, til at kunne holde alle 90 min. Desuden vil han bygge videre på den tekniske fodbold, holdet har mestret og spillet under Thomas Borup, der i denne sæson fortsætter sin trænergerning i Sulsted.
Seniorspillerne i Hjallerup IF sparker sæsonens første bolde udover de sneklædte fodboldbaner den 9.februar. Herefter byder opstarten på en weekendtræningslejr i Hirtshals den første weekend i marts, ligesom klubben vil genoptage en tidligere tradition med månedlige spillermøder i klubhuset.

- Det skal være sjovt for seniorspillerne at komme til træning i Hjallerup, og derfor forsøger vi en gang om måneden at samle spillerne fra begge hold med vores u19-spillere til noget socialt samvær i klubhuset. Der bliver lavet lidt mad og dystet i forskellige konkurrencer og selvfølgelig snakket en masse fodbold. Det tror vi kan være med til, at lokke endnu flere til vores træningsaftner, fortæller Johnny Jørgensen.

Seniorfodboldafdelingen i Hjallerup IF har foruden førsteholdet i Serie 2 igen i år et hold i Serie 5. Her tager Janus Ramlow og Thomas Pedersen endnu en tørn som trænere, ligesom Peter Kroge fortsætter som piberygende holdleder for førsteholdet.