Fælles forsikringer

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI har i forsikringsselskabet Tryg tegnet 5 fælles (kollektive) forsikringer, som din forening, via medlemskabet af DIF og/eller DGI, automatisk er dækket af. 

De 5 forsikringer er:

  • En ansvarsforsikring, som dækker det erstatningsansvar, som din forening kan pådrage sig i forbindelse med sin virksomhed.
  • En lovpligtig og en frivillig arbejdsskadeforsikring. Den lovpligtige del dækker, hvis f.eks. en af foreningens lønnede eller ulønnede trænere kommer til skade under udførelsen af trænerjobbet. Den frivillige del dækker, hvis en af foreningens frivillige ledere kommer til skade, mens han/hun virker for foreningen. 
  • Psykologisk krisehjælp, som dækker, hvis personer i eller omkring foreningen involveres i en alvorlig hændelse – f.eks. et ulykkestilfælde.
  • En idrætsrejseforsikring, som dækker foreningens medlemmer, instruktører og ledere på foreningsrejser til udlandet. 
  • En retshjælpsforsikring, som dækker foreningens omkostninger i forbindelse med en retssag.

Hvis din forening har tegnet en eller flere af ovennævnte forsikringer, så er den dobbeltforsikret, og det er spild af foreningens penge! I bør derfor opsige sådanne forsikringer, hvis det er tilfældet.

De forsikringer, som DIF og DGI har sørget for, er dem, som enten er lovpligtige eller dem, som alle foreninger normalt har brug for. Herudover kan din forening have brug for selv at tegne supplerende forsikringer. Det afhænger bl.a. af din forenings aktiviteter, hvad ejer den osv.


//pa//